Af Louise Grønkjær

Annette Ingemansen har valgt at sige sin stilling op som vicedirektør i Efterskoleforeningen. Anette Ingemansen har haft et års orlov fra sin stilling, og det er i den forbindelse, at hun har besluttet at prøve kræfter med andre arbejdsopgaver.

Efterskoleforeningens direktør, Bjarne Lundager Jensen, ønsker Anette Ingemansen al mulig held og lykke med de nye fremtidsplaner og takker hende for indsatsen i foreningen.

"Vi kommer alle til at savne Anettes nærvær og engagement i det daglige arbejde på Vartov. Vi kommer ikke mindst til at savne hendes faglige indsigt og viden om efterskolerne. Anette har simpelthen ydet så utrolig meget for foreningen, sekretariatet og vores medlemmer igennem de sidste 12 år. Så af hjertet tak til Anette for 12 års tro tjeneste og hjælp til os alle sammen," siger Bjarne Lundager Jensen.

Anette Ingemansen takker også for sine 12 år på Vartov.

”Jeg kan med glæde og taknemmelighed se tilbage på 12 intense og berigende år i en værdibåren organisation, hvor jeg har lagt alle kræfter og hele mit hjerte ind i at udvikle en arbejdsplads og en skoleform i samarbejde med dygtige og inspirerende mennesker, der alle er optaget af en god og vigtig sag," siger hun og uddyber:

"Efter et års orlov, hvor der har været tid til både at se tilbage og ind i fremtiden, har jeg besluttet, at tiden nu er inde for mig, til at lave et skift i mit arbejdsliv og søge nye udfordringer. Jeg vil gerne sige både kolleger, skoler og samarbejdspartnere en stor tak for med- og modspil gennem årene og for et berigende samarbejde. Jeg håber, at mange af vores veje krydses i fremtiden på den ene eller anden måde. Mit hjerte brænder stadig for ledelse, for de unge og deres uddannelse og dannelse, og jeg stiller mig nu for en tid åben for, hvad fremtiden vil bringe."

Efterskoleforeningen har ansat Mette Hjort-Madsen som ny vicedirektør.