Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

32.447 elever er dette skoleår startet på én af landets 241 efterskoler. Det er 700 flere end sidste år og et synligt bevis på, at et efterskoleophold er et stærkt og attraktivt år i udskolingen for rigtig mange unge.

Tillykke til alle jer, der kan melde om fyldte skoler og stor søgning. Det er godt gået. Gennemsnitsefterskolen er i år på 134 elever, hvilket er to elever flere pr. efterskole end sidste år.

Med de nye elevtal er vi også blevet bekræftet i tendensen til, at flere unge vælger 10. klasse på efterskole frem for 8. og 9. klasse. Vi har godt og vel 500 færre elever på landsplan i 8. og 9. klasse i år i forhold til sidste år. I foreningen ser vi med både interesse og alvor på tendensen. Vi er en skoleform for de 14-18 årige. Det betyder ikke, at hver enkelt skole er forpligtet på at tilbyde alle tre klassetrin, men for mig at se er det vigtigt, at alle unge mellem 14 og 18 år reelt har muligheden for at finde en efterskole, der geografisk, fagligt, pædagogisk og interessemæssigt passer til den enkelte.

I foreningen fik vi fra 2013-2016 lavet et større analysearbejde sammen med Center for Ungdomsforskning (CeFU) og Damvad Analytics. Vi undersøgte, hvordan 9. klasse på efterskolerne kunne styrkes gennem en mere eksperimenterende kultur på skolerne. Det kom der gode idéer og projekter ud af, men alligevel har vi svært ved at tiltrække 8. og 9. klasseselever. I foreningen har vi sat den vigende tilslutning til 8. og 9. klasse på dagsordenen, og vi håber, at vi kan finde gode løsninger på at bevare stærke efterskoleerfaringer også i 8. og 9. klasse.

Men vi kan ikke gøre det selv, og vil derfor også appellere til, at I på skolerne deler gode erfaringer med hinanden. Også i det arbejde er vi hinandens kolleger. Med tilstrømningen af 10. klasses elever kan det være fristende at afvikle 9. klasse til fordel for 10. klasse. Jeg vil gerne appellere til, at vi alle gør en ekstra indsats for, at vi kan holde fast i og udvikle de gode efterskoletilbud, vi har for 8. og 9. klasseseleverne.