Af Louise Wethke Buch

Hvorfor valgte du at stille op til Efterskolernes bestyrelse?
”Da vi til min første generalforsamling på Nyborg Strand rejste os op og sang ’Se, nu stiger solen’ i kor, gav det fuldstændig genlyd. Dér mærkede jeg for alvor, at vi var en samlet skoleform. Jeg blev efterfølgende enormt optaget af, hvordan vi sikrer, at vi bliver ved med at være en samlet bevægelse. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke kun ser efterskoler som forskellige skoletyper med forskellige værdigrundlag, men at vi husker, at vi arbejder ud fra et fælles hovedsigte. Vi er dybt afhængige af, at vi står sammen og gør hinanden stærke.”

Hvad brænder du særligt for?
”Jeg er meget optaget af, at vi som forening skaber frie vilkår for landets efterskoler, men det skal også være med udgangspunkt i det samfund, vi er en del af. Min rolle i bestyrelsen er at se ind i den politiske dagsorden, og hvilken position vi kommer til at stå i som forening, så efterskolerne ikke bliver overhalet indenom. Lige nu skal vi være politisk opmærksomme på 8. 9. og 10. klasse på efterskoler, så vi fortsætter med at være en skoleform for de 14-18-årige. Og vi skal tage ansvar i forhold til den bæredygtige dagsorden. Jeg har også hele tiden for øje, hvilken organisation vi ønsker at være for vores medlemmer, og om den måde, vi er organiseret på, både er nutidig og rigtig for vores skoleform. Den bedste beslutning, vi har taget, er at Magasinet Efterskolerne er ’hentet hjem’, så vi selv producerer magasinet fra Vartov. Vi har en kommunikationsenhed, som ikke eksisterede for få år siden, som har en kæmpebetydning for vores succes i dag og har været med til at give skolerne et bedre blik for hinanden.”

Hvad har været din vej ind i efterskoleverdenen?
”Den frie skoleform har været en central del af min barndom og højskolesangbogen fast inventar i vores hjem. Mine forældre dyrkede højskolebevægelsen, og min moster og flere af vores familievenner arbejdede på efterskoler. En af dem var Troels Borring, som var lærer på Glamsdalens Idrætsefterskole og senere forstander på Sdr. Nærå Efterskole mange år inden, han blev formand for Efterskolerne. Som barn løb jeg rundt på Glamsdalens, og jeg var ikke ret gammel, da jeg var med på den første ud af mange skiture med Sdr. Nærå Efterskole. Det var derigennem, jeg opdagede, at skole kunne være andet end dansk og matematik fra kl. 8-16, og at læring også kunne ske gennem kreativ udvikling og fællesskab. Jeg har altid vidst, at jeg skulle på efterskole, og da jeg gik på Agerskov Ungdomsskole, blev jeg overbevist om, at jeg også ville bruge mit arbejdsliv på en efterskole.”

Hvilken oplevelse fra dit efterskoleliv har gjort størst indtryk på dig?
”Jeg har mødt så mange forskellige unge med hver deres udfordringer, som jeg har holdt om, lyttet til og passet på. Det er altid hverdagsøjeblikkene med dem, der gør størst indtryk på mig, uanset om vi griner, græder, debatterer eller diskuterer.”

Hvordan er du med til at sætte dit aftryk på arbejdet i Efterskolernes bestyrelse?
”Jeg kan se skoleformen fra forskellige vinkler, fordi jeg har været tilknyttet flere typer efterskoler og haft forskellige kasketter på som lærer og leder. Det, tror jeg, er sundt for mig som bestyrelsesmedlem. Og så er jeg både idealist og realist. Selvom jeg er meget optaget af værdier, er jeg også optaget af, at der skal være økonomi og resurser til det. Jeg går meget op i at være en god næstformand og sparringspartner for formanden, og at vi som forening placerer os strategisk i det politiske landskab. Lige nu er jeg især optaget af, at vi har bæredygtighed på dagsordenen, og at vi som bestyrelse giver skolerne redskaberne til at skabe bæredygtige efterskoler, så vi som skoleform også lever op til 2030-målene.”

Blå bog

  • Stine Bossen, 41 år
  • Er opvokset i Rødding og Vejen, hvor hun har brugt mange timer på fodboldbanen. Har desuden boet tre år i Ilulissat i Grønland
  • Gik i 10. klasse på Agerskov Ungdomsskole
  • Blev uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium i 2007 og var i praktik på Klank Efterskole
  • Blev ansat som lærer på Vejle Idrætsefterskole efter et år som folkeskolelærer
  • Har været viceforstander på Vesterdal Efterskole siden 2019
  • Blev valgt ind i Efterskolernes bestyrelse i 2017 og har været næstformand siden maj 2021
  • Bor i Vejle med sin mand og to piger på 8 og 11 år
  • Bruger fritiden på fodboldbanen både som spiller og som mor på sidelinjen, på rejser med familien og på at pleje sit sociale gen
efterskolernes-bestyrelse-2022

Lær Efterskolernes bestyrelse at kende

På Efterskolernes generalforsamling 5. marts 2022 fik Efterskolerne ny bestyrelse. I en artikelserie går vi tæt på hvert bestyrelsesmedlem og spørger, hvem de er, og hvad der driver dem i bestyrelsesarbejdet. Stine Bossen Davidsen er nummer otte i serien efter Pia Nørmølle Andreasen, Peter Munk Povlsen, Tine Engell Kjøller, Kathrine Svane Christiansen, Anne-Mette PinderupMette Ibsen og Esben Jensen. Næste gang kan du læse et interview med formand Torben Vind Rasmussen.

Foto: Lars Krabbe