Af Anna Rossman Thejsen

Der skulle ske noget andet for Alfred i 9. klasse, mente min kone og jeg. Vores søn har gået på en god folkeskole, men havde det ikke super socialt. Vi har begge selv gået på efterskole og har fået en fornem dannelse med os derfra. Så da Alfred også selv virkelig gerne ville et andet fællesskab, foreslog vi ham at tage på efterskole. Det var hans eget valg, men vi har tilskyndet ham til det. Vi ville gerne give ham muligheden for at få den stærke oplevelse af et godt fællesskab og den mangfoldighed, du møder på en efterskole. Heldigvis følte både Alfred og vi os hjemme, fra det øjeblik vi trådte ind ad døren en samtale på Skovbo Efterskole. Og ingen af os blev skuffede. Vi oplever, at Alfred har udviklet sig helt enormt i løbet af sit efterskoleophold. Normalt taler man jo om tigerspring, når det handler om de helt små børn, men vi har oplevet, at det også gælder unge på efterskole. Vores Alfred har taget tigerspring i løbet af 9. klasse. Vi sendte en dreng afsted, som helt ærligt ikke var særligt selvkørende og fik en ung mand hjem, der helt uopfordret tager ansvar for både sig selv og alt omkring sig. Fra knap nok at vide hvordan en vaskemaskine virker, vasker han nu selv sit tøj og spørger til, hvad han kan hjælpe med derhjemme.

Turbo på relationer og læring
Han har også fået en større forståelse for, hvordan man indgår i relationer med andre og til at danne relationer med helt andre typer mennesker. I et fællesskab på en efterskole er alle led jo vigtige i fællesskabet, og det livssyn, som vi også har opdraget til herhjemme, er blevet forstærket markant. Fagligt har han også rykket sig. Han var fagligt dygtig i forvejen, men han er blevet endnu bedre til at tage hånd om sin egen læring. Vi har som forældre oplevet en dannelse af vores søn som menneske, som måske også ville være sket over tre år i gymnasiet, men som bare er gået lynhurtigt i løbet af et enkelt efterskoleår. Hatten af for både forstanderen og alle de ansatte på Skovbo Efterskole for at have den tilgang til unge og relationer, som de har. De er mennesker, der danner mennesker. Og Alfred? Ham får vi ikke hjem lige foreløbig, for han er fortsat på efterskolen i 10. klasse.

97%
Så mange forældre oplever, at deres barn har udviklet sig personligt på efterskolen. 90 procent svarer også, at deres barn har udviklet sig socialt, mens 81 procent svarer, at deres barn har udviklet sig fagligt.
Kilde: Forældreundersøgelse blandt mere end 10.000 forældre med børn på efterskole i skoleåret 2021/22 foretaget af Analysefirmaet Megafon for Efterskolerne, maj-juni 2022.