Af Katrine Friisberg

17-årige Ludvig Due-Raufer blev fanget med det samme. Han sad blandt forældre og andre unge på sin egen alder til skolens introaften sidste år og lyttede til, hvordan New Nordic Youth – Efterskolen for entreprenørskab & design - griber undervisningen an. Og så var han solgt.

”Den måde, de arbejder på, inspirerede mig virkelig,” fortæller Ludvig Due-Raufer.

I august sidste år begyndte han på skolen, hvis kerneværdi er entreprenørskab. Det at udvikle en idé og ikke mindst at handle på den og sammen med andre få den til at give værdi. Det er definitionen af entreprenørskab på New Nordic Youth, fortæller skolens ene forstander, Dennis Perschke. Alt på skolen drejer sig om at hjælpe eleverne med at tænke og handle efter det tankesæt.

”Der er mange, der fokuserer på, at entreprenørskab er business og det at starte virksomhed. Men det er ikke det, entreprenørskab drejer sig om. Det handler om at skabe værdi både kulturelt og socialt og økonomisk,” understreger han.

Derfor er det lige så værdifuldt at arrangere en festival eller et frivilligt tilbud som at etablere en virksomhed, hvis eneste mål er profit, mener Dennis Perschke.

Undervisningen på New Nordic Youth drejer sig derfor i høj grad om at få de unge til at arbejde sammen og bruge hinandens ressourcer. Ud over et trivselsforløb samt dansk, matematik og engelsk har eleverne valgt hver deres kompetencefag – business, mediedesign, go creative eller tech. Fagene svarer til linjer på andre efterskoler og er oprettet, fordi det er de kompetencer, man har brug for, når man stabler et projekt på benene. I faget go global bliver eleverne samlet på tværs af kompetencefag, hvor de arbejder sammen om at skabe projekter.

For eleven Ludvig Due-Raufer blev det en øjenåbner, da han i efteråret blev sat sammen med tre andre ud fra, hvordan de komplimenterede hinanden både personligt og i forhold til deres kompetencefag på skolen. De skulle udvikle et produkt, som de kunne præsentere til Fonden For Entreprenørskabs festival ’Danish Entrepreneurship Festival’.

Med elevernes forskellige kompetencer kunne de præsentere et skarpt produkt med forretningsplaner, et gennemgående grafisk design og en hjemmeside. For Ludvig Due-Raufer er det især følelsen af hele tiden at arbejde med at optimere produktet, der står tilbage. Og også resultatet.

”Jeg gik hele vejen til finalen sammen med en projektgruppe, hvor vi udvandt proteintilskud via melorme. Det var rimelig blæret, synes jeg selv,” siger han.

Projekterne er et vilkår, fra eleverne begynder på skolen. Allerede i løbet af den første uge bliver de sat i gang med at stable en lille festival på benene.

”Resultatet er måske ikke topprofessionelt eller til et 12-tal, men det er heller ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om at få mindsettet til at kaste sig ind i projektet og skabe,” siger Dennis Perschke.

Al stræben efter 12-taller eller perfektion må eleverne lægge væk, når de begynder på skolen. En vigtig del af entreprenørtankegangen handler om løbende at forbedre det, de skaber. Ingenting bliver perfekt.

”Hele processen og mindsettet indebærer, at man skal have lov til at fejle,” understreger Dennis Perschke.

Nordic Youth. Foto: Trine Bukh

Som elev på New Nordic Youth oplever Ludvig Due-Raufer et stærkt fællesskab, hvor eleverne hjælper hinanden med at udvikle og gøre idéer til virkelighed. Foto: Trine Bukh

Forsøger at tiltrække flere piger

Måske er det en del af grunden til, at de fleste af Ludvig Due-Raufers skolekammerater er drenge, nemlig 70 procent. Dennis Perschke oplever i hvert fald, at mange af pigerne har sværere ved at lægge perfektionismen fra sig.

”Det skyldes denne her 12-talskultur, der har været i danske folkeskoler i mange år. Selv har vi også oplevet det her på skolen, når eleverne kommer hertil og har svært ved at få det til at spille,” siger forstanderen.

Dennis Perschke oplever, at pigerne generelt er mere velovervejede, mens drengene bare kaster sig ud i vilde projekter og oftere også går ned med et brag.

For at tiltrække flere piger arrangerer skolen bl.a. pigecamps, ligesom den arbejder sammen med High Five Girls, en non-profit organisation, der arbejder for at tiltrække flere piger i alderen 13 – 18 år til i STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics). Andelen af piger på skolen stiger da også år for år.

For Dennis Perschke er det afgørende, at unge udvikler et entreprenør-mindset, fordi de har så mange gode idéer. Idéer, som de ikke kan udleve, fordi de ikke ved, hvordan de udvikler og handler på en idé. Og fordi de bliver rådet til at lægge deres gode idéer til side, indtil de har taget en uddannelse. Den tankegang er grundlaget bag skolen, som hans medforstander Jane Holstein oprindeligt tog initiativet til.

Flere aftener om ugen mødes 15-20 af eleverne på New Nordic Youth til skolens caféaftener. Her arbejder de og hjælper hinanden videre med deres forskellige idéer. Det giver en helt speciel stemning, fortæller Ludvig Due-Raufer.

”Fællesskabet på skolen er stærkt i forhold til, at alle hjælper hinanden. Det er helt vildt, hvordan idéer kan skalere, når alle kan hjælpe hinanden hele tiden. Der er også bare god stemning, fordi man bliver knyttet sammen på en helt anden måde – lidt ligesom et fodboldhold,” siger han.