Baggrund for projektet
I foreningen er der et ønske om, at alle efterskoler forpligtiger sig til at tage større socialt ansvar, fordi det både er en del af skoleformens vision, berettigelse og legitimitet.
Derudover viser den demografiske udvikling faldende ungdomsårgange nu og i de kommende år, der er derfor også fokus på at udvide efterskolernes elevgrundlag
Den politiske aftale om en ny professionsrettet gymnasieuddannelse (epx), hvor 10. klasse på efterskolerne fastholdes fra 2030, forpligter også, så efterskolerne bliver klar til at tage imod flere elever, herunder også elever i udsatte positioner, der kan søge om at modtage legater/stipendier finansieret af offentlige og private midler.
Projektets foreløbige mål er:
1) At efterskolernes elevgrundlag blive udvidet med nye elevgrupper
2) At der er elever til alle de stipendier, der udmøntes via offentlige og private midler
3) At eleverne gennemfører deres efterskoleophold med succes
4) At indsatsen organiseres og forankres i hele landet
Struktur for projektet
Foreningen indgår i handlingsfællesskabet En vej til Alle, som er stiftet af Bikuben Fonden. Handlingsfællesskabet har fem udviklingsplatforme, hvor projekt En efterskolevej til alle er Efterskoleforeningens bidrag til udviklingsplatform #01: En god overgang fra grundskolen.
Planen er at udvikle og teste indsatsen i det midt- og østjyske område i det første projektår, hvorefter projektet skal udvides til hele landet.
Støtte fra Efterskolerne
Efterskoleforeningen har nedsat et udvalg, som skal sikre projektets fremdrift og implementering. Medlemmerne af udvalget er:
- Christian Hougaard-Jakobsen, udvalgsformand, bestyrelsesmedlem og forstander Midtsjællands Efterskole
- Stine Bossen, udvalgs- og bestyrelsesmedlem og forstander Vesterdal Efterskole
- Esben Jensen, udvalgs- og bestyrelsesmedlem og bestyrelsesformand Nordfyns Efterskole samt konstitueret forstander Svendborg Efterskole
- Helene Valgreen, vicedirektør og udviklingschef, udvalgsmedlem
- Christine Sestoft, chefkonsulent og udvalgsmedlem
- Lene Bruun, projektleder
Til at udvikle og implementere det treårige projekt har Efterskoleforeningen pr. 01.09.2025 ansat Lene Bruun som projektleder. Lene kan kontaktes på leb@efterskolerne.dk eller tlf. 33 17 97 56
Læs mere om baggrunden for projektet her.